Efterårets og vinterens natur- og vandreoplevelser på Bornholm

Jeg har været forbi Bornholm et dusin gange i år i forbindelse med arbejdet, og har derfor benyttet mig af mulighederne for at se lidt af Bornholm i den forbindelse. Det her er mit første blogindlæg på dansk, så jeg er lidt spændt på hvordan modtagelsen bliver, da jeg ved mange af mine læsere primært er fra udlandet.

Her er mine fem Bornholmske vandrefavoritter indtil videre:

  1. Jon’s Kapel
  2. Døndalen
  3. Hammershus slotruin
  4. Svartingedalen, Fugleværnsfondens reservat
  5. Bisonskoven i Almindingen

Jon’s Kapel

Jeg ankom i bil og parkerede på den lille gratis parkeringsplads ved den lokale gård, hvorfra man også kan købe forfriskninger. Skiltet viser du skal gå forbi gården langs deres mark, men tag i stedet skovstien til venstre ned gennem gamle, smukke løvtræer, hvor det vælter med fugle og rindende åer.

Gå helt ned til du kan se havet, og nyd den smukke udsigt, kampestenene og de smukke efterårsfarver. Fortsæt ad stien til højre (mod nord), og efter ca. 5 min. gang ankommer du til trappen, der fører ned til klipperne langs kysten.

Hvis du kommer uden for sæsonen, tidligt om morgenen eller sent på eftermiddagen, kan du nyde dette smukke sted måske helt alene. Jeg ankom som den sidste på dagen, og havde det udsigten helt for mig selv. Her nød jeg skarver, der landede på klippen og tørrede deres vinger i vinden.

Trappen er stejl, og stien nede ved kysten er glat, så godt fodtøj er nødvendigt. Et stykke af trappen er ‘ensrettet’, og derfor kan der opstå kø her i disse Corona-tider, hvor man skal holde 1,5 meters afstand.

Kæmp dig op ad trappen tilbage til den smukke vandresti. Herfra kan man fortsætte sin vandretur, eller gå den samme vej tilbage til bilen eller cyklen. Afslut turen med et kig i gårdkiosken.

Man kan nemt fremsøge Jons Kapel via. fx Google maps, elles kan man se på kortet her nedenfor at det er lige syd for Ringe, og man kan snildt tage et smut forbi, hvis man har været ved Hammershus, og skal tilbage til fx Rønne.

Døndalen

Døndalen bliver ikke fremhævet som noget vidunder, i hvert fald ikke på Google Maps. Måske var jeg let at imponere, da jeg kommer fra det halvflade Sjælland (også selvom Frederiksberg kan prale af Valby bakke!), men Døndalens tårnhøje kæmper og klippestykker var meget betagende!

Selve området er ikke stort, og man kan snildt lægge et besøg forbi på vejen til Hammershus, eller på vej sydøst på, hvis man alligevel skal se Helligdomsklipperne (dem valgte jeg at springe over!).

Jeg kan godt lide at se de lidt mindre populære steder, da man aldrig ved, hvilken ‘skjult juvel’ man kan lægge vej forbi.

Jeg har ikke mange billeder fra selve skoven, da det var sidst på eftermiddagen og dermed mørkt, og himlen endda åbnede sig undervejs. Så var det godt, man var forberedt med regnjakke, og skoven er ikke det værste sted, man kan stå i et potentielt skybrud!

Vandring i Døndalen

Der er flere ruter man kan gå fra parkeringspladsen til Døndalen, men du kan følge ‘træruten’, hvor man bliver guidet rundt til de forskellige eksotiske træer, som var blevet plantet gennem mange år af en botanisk interesseret ejer, der plantede træerne i sin egen tid.

Du bør lægge vejen forbi ‘vandfaldet’, måske er du mere heldig end mig, for ifølge en lokal, som jeg mødte på turen, var der faldet usædvanlig lidt regn i år, og derfor var der intet vand i vandfaldet på dette tidspunkt. Måske er der faldet mere gang i vandstrømmen, når du lægger vejen forbi til vinter, i så fald er der måske et fint, rislende vandfald i vente!

Du kan bruge 1-3 timer i dette skønne, grønne åndehul, før du fortsætter din færd videre langs de Bornholmske klippeskrænter. Stedet er nemt at finde på Google maps, da parkeringen er lige ud til den nordlige kystvej. Der er toiletfaciliteter på parkeringspladsen, men det vides ikke om de er vinteråbent. Læs mere om Døndalen her.

Hammershus slotsruin

Da Danmark lukkede ned, gik mit skib i havn midt i lockdown, og vi befandt os pludselig i Corona nedlukkede Danmark efter et par uger til søs. Det blæste en halv pelikan, og derfor var vi i havn et døgns tid. Da min kollega havde bilen stående i havnen, kørte vi en tur til Hammershus slotsruin.

Selvom det stormede omkring 15 m/s, og med endnu værre vindstød, var det specielt at se ruinen under disse forhold.

Bølgerne kastede sig ind over klipperne langs kysten, der var ikke et øje i miles omkreds, og dette var ellers et af Bornholms måske største turistattraktioner!

Vi var fem mand der begav os rundt i ruinen, der var imponerende, græsbeklædt og med en smuk udsigt over Østersøen. Det blæste så kraftigt, at min yndlingshue blæste af og fløj halvtreds meter! Den var måske en meter fra at ryge ud over skrænten, og min ‘redningsmand’ og kollega begav sig ud for at redde den, og endte med at få fat i den før den kunne blive blæst ud og for evigt gå tabt i det grumsede gråblå hav.

Efter at have udforsket de forskellige kroge i Hammerhus slotsruin, begav vi os i stærk modvind tilbage til bilen. Jeg måtte virkelig kæmpe for overhovedet at bevæge mig! Selve oplevelsen med vejret var nok noget af det vildeste, jeg har oplevet på dansk jord! :-O

Alt i alt tilbragte vi nok 1,5 time på stedet, hvilket nok varierer med sæsonen og hvor meget i detalje man vil gå med udforskningen

Svartingedalen

Svartingedalen er en såkaldt sprækkedal, men nu også et fuglereservat, hvor fuglene og naturen kommer i første række.

Hvor skal man starte? Hvis man er i bil, kan man parkere hele tre steder, da man kan komme ind i reservatet via flere indgange.

Svartingedalen er Fugleværnsfondens næst nyeste erhvervelse (pr. november 2020), og er en kronjuvel i samlingen. På trods af den lille areal på 27,6 hektar, bærer skoven præg af det bedste ved Bornholm. Sprækkedalen ligger godt klemt inde mellem private ejendomme og flere landbrugsarealer. Stedet kan besøges året rundt, men er nok mest interessant fra foråret og indtil sidst på efteråret, hvor man får mest liv og action, især også fra fuglenes side.

Rislende vandløb, store ‘troldeklipper’ (se bl.a. Jættebolden!), græssende geder, kaldende ravne, spætmejser, kernebidere, overflyvende røde glenter på udkig efter ådsler.

Du kan enten krydse dalen på en vandretur, eller du kan gå hele vejen op i den nordligste del fra fx parkeringspladsen i syd, og tilbage igen. Den sydlige del af reservatet indeholder mest åben skov, men her kan du være heldig at både se og høre det lokale ravnepar. I den nordlige ende imponerer de Bornholmske klipper, som får en til at drømme man er på en rejse udenlands, og befinder sig på en stejl klippeside i Sydeuropa.

Bisonskoven (Almindingen)

Her var missionen selvfølgelig at finde flokken af bisoner, der har holdt til i skoven nu i nogle år.

Dyrene holdes inde i Bisonskoven, og man kommer ind ved enten at gå gennem en af lågerne på Christian d. X vej, eller ved at køre over færisten, som er samme sted.

Man kører derefter i roligt tempo over nogle bump, og her kan man allerede være heldig at finde bisonerne. Er man ikke så heldig, så kan man parkere midt i skoven (følg skiltningen), og begive sig ud til fods i sin søgen.

Hvis du mod anbefalingen skulle bevæge dig væk fra de markerede stier, opdager du hurtigt hvorfor.. Skoven er ikke særlig farbar for andet end de firbenede, seksbenede og bevingede væsner!

Efter tre timers søgen efter de nu mytiske visenter, som bisonerne også kaldes (og jeg skal altså se dem før de er virkelige 🙂 ), kunne jeg konstatere, de ikke var i humør til at blive hverken påskønnet, beundret eller fotograferet af undertegnede.

Til gengæld fandt jeg mange forskellige spor efter dyrene, og jeg havde en utrolig rolig oplevelse med en rå og hendes store kid, som var yderst medgørlige.

Herunder kan I læse fra mit opslag på Instagram fra turen, hvad jeg taler om 🙂

© All photos are my own and may not be used without permission.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s